Tiden uden stop

[Madeleine Dubois]

Madeleine dukkede sig som et ugleskrig lød lige over hende. Det her var skidt - det var rigtig skidt! Hun bevægede sig videre på rystende ben og anede ikke, hvad hun skulle gøre eller sige. Madeleine glattede nederdelen ud, da den var kravlet lidt op ad benet, dengang hun dukkede sig. Nu gik den til lige over knæet igen og hun kunne gå videre. Hun bar en skuldertaske, med remmen henover brystet og lignede en der var faret vild til forveksling.
"Der er noget galt med den her skov..." blev Madeleine ved med at sige til sig selv. Det måtte der være - den var forkert, desuden var det pokkers mørkt nu. Hvordan var det pludselig blevet så mørkt!?

[Kaleb Black]

Kaleb kom gående i skoven han troede han var alene og gik derfor helt roligt selv om det var mørkt der rendte vampyre rundt heromkring til tider men lige nu følte han bare at han kunne slappe af han gik i en sort tranch coat sorte bukser der var for store som blev holdt oppe af et bælte med bronze spænde og nogle joggingsko

[Madeleine Dubois]

Madeleine fortsatte, næsten på listefod nu, da hun bestemt ikke brød sig om dette sted. Hun havde det et eller andet sted, som om hun blev forfulgt, men det var jo latterligt - hvem i alverden skulle forfølge hende? Det virkede i hvert fald meget usandsynligt, mente Madeleine; alligevel vandrede hun stille, nervøst rundt og gemte sig lidt bag træerne, når de nu engang dukkede op på hendes vej. Blodet isnede i hendes årer, da hun så en skikkelse bevæge sig rundt. Der var nogen! Det var ikke bare noget, hun havde bildt sig ind. Men en hurtig bevægelse - og lyden af raslende blade - smuttede hun i skjul bag den nærmeste busk.

[Kaleb Black]

Kaleb gik stille videre han trench coat flagrede lidt bag efter ham som han gik videre for sig selv og tænkte på hvad han mon skulle lave ud over måske lige at holde sig på mærkerne i tilfælde af at der skulle være vampyrer i nærheden

[Madeleine Dubois]

Madeleine holdt øje med skikkelsen og vidste ikke om hun på nogen måde turde at tage kontakt. Det virkede lige en anelse for mærkeligt at andre bevægede sig rundt i skoven så sent... Altså medmindre de ikke var rigtig kloge! Madeleine følte sig ikke rigtig klog ved at gå rundt i skoven så sent, men det havde jo heller ikke ligefrem været meningen.
"Hvad laver han dog herude...?"

[Kaleb Black]

Kaleb syntes han hørte noget og stoppede op mens han kiggede sig omkring men da han ikke kunne se noget slog han det hen som vinden der fik bladende til at rasle og gik videre stille og roligt men han kunne nu ikke lade være med at slippe følesen om at der var nogen der iagttog ham lige nu

[Madeleine Dubois]

Madeleine kom på benene bag busken, men gik alligevel lidt bøjet sammen efter den anden, så hun hurtigere kunne gemme sig igen, hvis den anden var fjendtligsindet. Madeleine vidste ikke meget om de mørkevæsner der huserede, men hun vidste at der var et eller andet ved hende som få andre fik øje på. Madeleine var ikke sikker på, hvad det var...
"Han virker da ikke så farlig..." tænkte hun og lagde hovedet på skrå altimens hun så på den anden fra bag træet.

[Kaleb Black]

Kleb gik videre et kort stykke tid inden han lige katede et blik over skulderen men så ikke noget han kunne bare ikke slipe den følese af at nogen hele tiden kiggede på ham selv om han ikke kunne se nogen som helst og heller ikke høre noget andet end de lyde han selv og nogen af de nærmeste skovdyr lavede han trak kort på skuldrene og gik videre

[Madeleine Dubois]

Madeleine holdt sig tæt ind til træstammerne, hver gang den anden så ud til at vende sig omkring for at se sig om. Hun var ikke sikker, men der var vistnok et par gange, hvor den anden, kunne have fået øje på hende. Det var på ingen måde sikkert, så måske skulle hun bare...?
"Hvem er du...?" lød det næsten helt tavse spørgsmål - så lavt blev det sagt. Madeleine gemte sig stadig i træernes skygge.

[Kaleb Black]

Kaleb stoppede op og vente sig i retning af stemmen inden han sagde "hvem taler jeg med?" og ventede på om hvem end der havde talt til ham havde i sinde at vise sig han ville ikke bare tale til en han ikke kunne se

[Madeleine Dubois]

Madeleine var tavs længe, som hun gemte sig bag træerne og hendes hjerte flintrede afsted, som havde det aldrig tænkt sig at sætte farten ned igen.
"Jeg spurgte først," sagde hun kort efter og kunne godt mærke at det lød ufatteligt barnligt, men hun havde trods alt spurgt først, så hun havde i sinde at vente på sit svar, før hun selv tænkte på at svare den anden. Madeleine sank en klump og krympede sig lidt bagved træet.

[Kaleb Black]

Kaleb syntes det lød ret barnligt men hvad pokker han sagde "jeg taler helst ikke med nogen jeg ikke kan se" og ventede på om hvem end han talte med ville træde frem så de kunne tale ansigt til ansigt eller blive ved med at gemme sig

[Madeleine Dubois]

Madeleine ventede endnu længere denne gang, end før. Man kunne begynde at undre sig over om hun overhovedet var helt til stede, før hun sank en klump og så ud fra sit gemmested. Hun så frygtsomt på Kaleb ud fra sit skjul bag træet og holdt varsomt øje med ham.
"K-kan du så svare nu...?" halvvejs stammede Madeleine og så på den anden med flakkende øjne.

[Kaleb Black]

Kaleb sagde "det er det vel men du behøves ikke at være så bange jeg gør ikke noget" han undrede sig over om kvinden mon var meneske siden hun var så bange inden han sagde "mit navn er Kaleb" han ville ikke sige sit fulde navn med det samme han ville måske sige det senere hvis kvinden var venlig nok

[Madeleine Dubois]

Madeleine nikkede og så stille op og ned ad den anden en enkelt gang. Hun var ikke helt sikker på om det havde været en god idé at tage kontakt til ham alligevel - måske var han farlig? Udover at han ikke virkede helt vildt truende, kunne man jo egentlig aldrig vide. Måske var det bare mørket der fik Madeleine til at ryste sådan. Hun var bange og havde det som om, mørke fangarme blot ventede på at gribe ud efter hende i natten.
"Mit navn er Madeleine..." sagde hun stille og så lidt nedadrettet.